Kick-off
Vi startede med at samle bordene, så der var 13 borde, og så fordelte vi os ud og fandt vores studiemakkere. Jeg var på team 1. Der var en fra 1. semester, der var syg, så de var kun 3. Vi startede med at spise pizza, hvor vi også snakkede imens og lærte hinanden at kende.
Derefter havde vi en navnerunde, hvor vi præsenterede os selv, og hvad vi interesserer os for, samt vores mål med uddannelsen. Det skiftedes vi til. Ellers så snakkede vi bare, og de stillede spørgsmål. Vi fortalte dem omkring uddannelsen, og hvad de skulle være opmærksomme på, og hvad der ville have været rart for os at vide. Vi aftalte også, hvornår vi skulle holde næste møde samt et socialt møde, hvor vi skal på Pappas Papbar.
Vi fik også at vide, hvad vi skulle lave af projekt i forbindelse med studiemakker på tværs. Frontend skal lave en chatbot til Discord.
Til sidst sluttede vi af med at spille en smule brætspil.
1. oktober – P1 møde
Vi holdte et møde med vores studiemakkere omhandlende projekt 1, men jeg var syg, så jeg var med online, mens de andre sad sammen fysisk på skolen. De 1. semesterstuderende viste deres foreløbige projekt med redesign af hjemmeside, og de fik feedback. De stillede desuden masser spørgsmål og fik gode råd med på vejen. De var kommet ret langt med projektet, og de havde lavet et imponerende design.
6. oktober – socialt arrangement
Vi holdte et socialt møde, hvor vi tog på Papas Papbar, som er en brætspilscafé, med studiemakkerne. Det var dog på samme tidspunkt, at klassen var på studietur, så én fra 3. semester var ikke med. Det var et hyggeligt initiativ, hvor vi kom lidt mere intimt ind på hinanden og lærte hinanden bedre at kende.
21. oktober – P1 fremvisning
De 1. semesterstuderende skulle fremlægge deres redesign af en hjemmeside foran klassen og 3. semesterstuderende. Vi var fordelt på to klasser, så jeg så kun én af mine studiemakkeres præsentation, da de andre var i den anden klasse. Efter hver præsentation gav vi feedback, og det var også meningen, at vi skulle skrive feedback ind i padlet efter hver præsentation, fordi flere ikke havde givet et link til det, blev det aftalt, at det skulle gøres efter alle fremlæggelserne, men det blev kollektivt glemt.
Overordnet set havde de alle gjort et fint stykke arbejde, men man kunne også mærke, at de kun var på 1. semester, da der nogle gange manglede begrundelse for deres designvalg, og det var de færreste, der havde arbejdet med en målgruppe. Jeg kunne også fornemme, at flere havde svært ved at forstå vores feedback. Men taget i betragtning at de kun har været i gang i et par måneder, så har de lavet et godt stykke arbejde.

18. november – P2 møde
Vi afholdte et møde på skolen, hvor der var fokus på 1. semesters projekt 2. Her var der en af dem, der var med online, ellers var vi fuldtallige. Deres klient for projektet var Word-festivalen. De fortalte, hvor langt de var med deres projekter og viste os deres produkter. Én af dem havde taget noget af deres produkt med, som var nogle kort, som var beregnet til at blive uddelt, når folk havde været til et foredrag eller lignende, og så kunne man indløse dem til rabat på bøger. En af de andres gruppe havde lavet et stativ i Fablab, som kunne dreje rundt, ligesom et solbrillestativ, men til bøger.
Vi snakkede om projekt 2, og at vi kom og så deres udstillinger. Vi fortalte også om, hvordan det foregik med os, og hvor mange der sikkert kom og så deres udstilling. De spurgte også ind til projektet, men også projekt 3, og hvordan det ville foregå. Her var der delte meninger omkring at skulle kode deres egen hjemmeside, og vi prøvede at give nogle gode råd.
Efter mødet var det meningen, at vi skulle på Storms sammen, men én 1. semester var med online, en anden skulle gå for at aflevere projektet med sin gruppe, og den tredje skulle også noget andet, så det endte med bare at være os på 3. semester, som tog på Storms. Men det var også hyggeligt.
21. november – P2 fremvisning
1. semester skulle holde udstilling med deres produkter til projekt 2. Her gik vi fra 3. semester rundt til de forskellige borde og fik en pitch af deres idé. Jeg nåede at se alle mine tre studiemakkere og et par andre. Deres klient var Word-festivalen, og de havde valgt forskellige cases.
Det var nogle kreative ideer og koncepter, som de havde fået udviklet. De fleste havde fået produceret et eller andet med laserskæring i FAB-lab, nogle havde også lavet kort, og alle havde en form for flyer og plakat, hvilket vist nok var en del af opgaven. Flere havde desuden lavet en video, der kørte på en skærm på bordet. Flere af videoerne var meget imponerende lavet med f.eks. tegninger og effekter i AfterEffects.
Jeg synes, at de allerede er meget dygtige, og flere må have noget erfaring i forvejen, hvilket jo kun er et plus på uddannelsen. Det var interessant at se deres udstillinger og få indblik i deres evner som multimediedesignere.


(Manglende dato) – P3 møde
Vi skal afholde et møde vedrørende Projekt 3 i december-måned, men vi mangler at aftale en dato, som alle kan.
Discord-bot
Undervejs i studiemakker på tværs-forløbet har jeg også skullet producere en Discord-bot med hjælp fra mine studiemakkere. Jeg startede med at spørge dem, om de havde nogen ønsker til en bot, men de var usikre på, hvad en bot ville kunne. Ligeledes var jeg usikker på, hvad jeg ville kunne producere. De kom med forskellige forslag, f.eks. At den kunne se deres skema og fortælle dem, hvilke lektier de havde for, men jeg vidste ikke, om det var muligt, også i forhold til persondatalovgivning, hvis jeg skulle have adgang til deres skema. De foreslog også et opslagsværk til begreber fra uddannelsen, hvor man kunne skrive et begreb, og så ville botten komme med en forklaring på det. Det var et super forslag, men det virkede lidt for avanceret til mig, så de foreslog også, at man kunne spørge den om de forskellige projekter på uddannelsen, og så ville den fortælle om dem, eller at man kunne spørge den, hvem en lærer var, og så ville den komme med en beskrivelse.
Jeg endte med at gå med det sidste forslag, hvor den kunne komme med en beskrivelse af de forskellige lærere, da jeg tænkte, at det var mest inden for mine evner, og så skulle jeg ikke ud og hente data nogen steder fra i koden. Det var helt nyt at skulle lave en bot, da det ikke er noget, som vi har fået undervisning i, så jeg startede med at se en tutorial på, hvordan man satte den op, og hvordan man lavede kommandoer. Derfra lavede jeg nogle forskellige kommandoer, f.eks. /ping og så skrev den pong, eller /marco og så skrev den polo. Jeg lavede også et par med lærerne. Jeg prøvede også at teste lidt på mine studiemakkere, så jeg inviterede dem til serveren og bad dem skrive nogle kommandoer, men der var kun én, der gjorde det, de andre så bare, hvad jeg selv havde skrevet. Jeg fik heller ikke så meget andet feedback, end at det var fint.
Derefter skulle vi vise, hvor langt vi var til frontend-holdet. Her var der mange kreative løsninger, f.eks. At den lavede et random terningeslag eller kom med et random motivationsquote. Marc kom med det forslag til mig, at jeg kunne kigge på nogle af de gamle opslag på Discord af lærerne, hvor de har skrevet om sig selv, og bruge det som inspiration. Vi aftalte også en ny dato for, hvornår vi skulle være færdige med botten, hvilket blev d. 4 december, og her var det vigtigt, at vi havde testet på vores studiemakkere inden.
Det har været interessant at skulle lave noget helt andet end det, som vi er blevet undervist i. Vi har helt selv skullet undersøge, hvordan man laver en bot uden introduktion til det. Det har været udfordrende, men også sjovt nok at prøve, selvom det måske ikke er det vildeste, jeg har kunnet lave. Der har også været noget af et tidspres på studiet med andre projekter, så botten har haft laveste prioritet.
Refleksion over studiemakker på tværs
Forløbet med studiemakker på tværs har været relativt givende, da vi har lært nogle at kende på tværs af studiet og derfor fået noget socialt, men også faglig sparring. Dog føler jeg, at det har været begrænset, hvor meget vi har brugt hinanden. Jeg har hørt andre, der har brugt deres studiemakkere meget, men det har jeg ikke selv oplevet. Jeg havde samme oplevelse på 1. semester, hvor jeg slet ikke havde noget at gøre med mine 3. semestre andet end de obligatoriske møder, og det var stort set også kun online. På det her semester har vi i det mindste mødtes fysisk og lavet nogle sociale ting også. Og det er også sjovt at se, hvad de får produceret af produkter og følge med i deres projekter.