Projekt 6

Opgavebeskrivelse

Projekt 6 er Valgfagsprøven. Til den her eksamensopgave skal hver gruppe selv ud og opsøge en klient og finde et problem, som de har, og løse det. Hver gruppe skal bestå af 2-4 personer, og der må være personer fra begge valgfag, men der må ikke være mindre end 2 fra samme valgfag, da man ellers kan komme til at sidde meget alene med en stor arbejdsbyrde.

Derudover skal der vælges mellem to eksamensopgaver, den nye (novel) og den gamle (classic). Novel minder mere om eksamen på næste semester, men de prøver også at få ændret den eksamen, så novel skulle være den nye eksamen, der ville komme på 4. semester, og er altså lidt en test. Classic er samme eksamen, som vi er vant til.

Der er desuden et højere fokus på metoder og teorier fra 3. semester.

Proces

Jeg gik sammen med de samme, som jeg har været i gruppe med på sidste semester, da vi nu kender hinanden og har prøvet at arbejde sammen. Vi var 2 på content og 2 på front-end. Vi startede med at snakke meget om eksamensformen, om vi skulle vælge novel eller classic. Fordelen ved novel var, at man kun skulle skrive en klientrapport og ikke en akademisk rapport, og eksamensformen mindede mere om på næste semester, og hvis eksamen på 4. semester bliver lavet om, så det ville være godt allerede at øve sig på den nu. Til gengæld skulle man producere nogle ekstra produkter, f.eks. en dokumentar, hvis man var på content, og en brugsmanual, hvis man var på front-end, og eksamen ville tage ca. en time. Derimod skulle man med classic lave en akademisk rapport, som vi kender det fra tidligere. Efter lang tids overvejelse endte vi med at gå med classic, da vi hellere ville fortsætte de vaner, som vi har nu, fremfor at lære noget nyt, som måske ikke bliver en realitet næste semester alligevel, og hvis den bliver ændret, så hellere lave noget nyt der, end at lave noget nyt nu og så eventuelt gå tilbage til det gamle bagefter.

Vi skrev ud til flere potentielle klienter. Nogle sagde nej, og vi skulle også have haft et onlinemøde med en klient, som så glemte vores aftale. Men vi nåede at have to fysiske møder med klienter. Det var Dina Vejling – Dansk Kunsthåndværk og en præst fra Odense Valgmenighed.

Hos Dina Vejling fandt vi frem til, at hendes største problematikker er i forhold til markedsføring, og så vil hun også gerne have flere unge i butikken, da hun nu primært har den ældre aldersgruppe 45+ år. Hun vil også gerne kommunikere sine events og arrangementer tydeligere. Derudover har hun ikke mange salg på sin webshop, da mange bruger den som katalog og kommer ned i butikken.

Til mødet med præsten fandt vi frem til, at hun har store problemer med synlighed og med at nå ud til folk. De vil gerne have flere medlemmer og nå ud til flere. Mange ved ikke, hvad en valgmenighed er, og kirken er meget usynlig, så der kommer ikke så mange nye. De er lidt en sluttet  kreds. Det er desuden frivillige, der vedligeholder hjemmesiden og sociale medier, men det er meget forældet.

Det var meget svært at vælge en klient, men efter vejledning endte vi med at vælge Dina Vejling, da det måske kan være vanskeligt at arbejde med religion. Vi havde dog svært ved at beslutte os for en retning og en målgruppe, da hendes nuværende kundegruppe var fra 45 og opefter, men hun ville gerne have flere unge.

Sprint 1

Efter valg af klient startede vi vores sprints. Der var halvanden måned til afleveringsdato, så vi inddelte det i 5 sprints af to uger hver. Vi fik mere vejledning vedrørende retning, målgruppe og problemformulering. Her snakkede vi bl.a. om, at problemformuleringen skal være opnåelig og konkret, og at vi skulle prøve at verificere den data, som vi fik fra hendes sociale medier. Derfor spurgte vi folk i forskellige aldersgrupper, om de havde interesse for kunsthåndværk.

Derefter havde vi projektpitch 1, hvor vi skulle snakke om vores målgruppe, problemformulering og projektstyring. Indtil videre var vores problemformulering, at vi ville prøve at øge hendes synlighed på digitale kanaler, og vi ville bruge Scrum. Derudover viste vi vores resultat fra rundspørgerunden, hvor at det indtil videre passede med hendes data fra sociale medier. Vi fik at vide, at vi kunne prøve at indsnævre målgruppen endnu mere og finde nogle flere parametre på målgruppen.

Vi nåede at lave flere spørgeskemaer, da vi ikke syntes, at vi fik stillet de rigtige spørgsmål i det første. Vi prøvede også at lægge QR-koder til et spørgeskema i postkasser for at prøve at få data fra andre steder end sociale medier, men det gav ikke særlig mange svar. Vi syntes, at det var svært at nå ud til den ældre målgruppe, så efter snak med vejleder, blev vi enige om at prøve at teste, om der var en målgruppe blandt de unge. Derfor gik vi ned og observerede omkring hendes butik i Brandts Passage for at se, om der gik mange unge rundt dernede. Der var flest ældre, men der var også en del unge. Vi observerede 3 forskellige tidspunkter. Vi blev enige om, at selvom at der var flest ældre, så var der altså også nok unge, også fordi der er mange steder i området for unge, f.eks. Studenterhuset og Creative Space samt flere caféer osv.

Ud fra vores udsendte spørgeskema kunne vi også konkludere, at der er mange unge, der er interesseret i kunsthåndværk, og at det stort set kun er kvinder. Derudover fandt vi også ud af, at der er en sammenhæng mellem interesse for kunsthåndværk og miljøbevidsthed, og de interesserede har enten ingen børn eller har voksne børn (men det var kun de ældre), og så er de typisk studerende (de fleste unge) eller har arbejde.

Vi lavede også nogle kvantitative interviews, hvor vi spurgte primært unge kvinder, om de var interesseret i kunsthåndværk, og om de går i kunstbutikker og færdes i Brandts Passage. Her var alle kvinderne interesseret og den ene mand var ikke. På baggrund af vores research valgte vi derfor at gå med unge kvinder mellem 18-34 år som værende vores målgruppe.

Vi udarbejdede nogle interviews på unge kvinder, hvor vi spurgte ind til deres interesse for kunsthåndværk, og hvordan de engagerer sig det, samt brugen af hjemmesider og sociale medier. Her fandt vi  bl.a. ud af, at de godt kan lide, at kunsthåndværk er personligt og har en historie, det må gerne være unikt. De kan ikke lide, at det er for dyrt, og de bruger hjemmesider for kunsthåndværk som kataloger og går ned fysisk i butikken, fordi de gerne vil mærke på det og sikre sig, at det er god kvalitet.

Vi udførte også test på Dina Vejlings nuværende hjemmeside, hvor brugerne havde flere problemer. De havde blandt andet svært ved at finde oplysninger om arrangementer, kontaktoplysninger og åbningstider, da de stod meget gemt væk på forsiden, og kontaktoplysningerne var kun inde i et link i footeren. Derudover udførte vi også en desirability test, hvor de skulle vælge nogle ord fra en liste. Her blev der mest valgt ord som kedelig, rodet og uinspirerende.

Sprint 2 og 3

Det var begrænset, hvor meget vi fik lavet på sprint 2 og 3, da der under sprint 2 var både studietur og efterårsferie, og under sprint 3 skulle vi lave valgfagsprojekt. Vi var to, som ikke var med på studietur, så vi sad online, hvor vi lige mødtes om morgenen til et scrummøde, og så tjekkede vi lige ind til middag og eventuelt om eftermiddagen. Det fungerede meget godt, da man blev holdt lidt mere i gang, fordi man vidste, at man skulle snakkes ved lidt senere. Når vi så snakkede, så fortalte vi lige, hvordan det gik, og hvor langt vi var kommet, og hvad vi ville fortsætte med. Under sprint 2 fik vi hovedsageligt skrevet på rapporten omkring research, og Andreas fik påbegyndt sit content. Vi lavede ikke så meget i løbet af efterårsferien, men Vincent fik startet på wireframes, da han kom hjem fra studietur. Vi lavede næsten ikke noget på projektet under sprint 3 pga. valgfagsprojektet, som tog al vores tid. Vi fik kigget på et par ting, f.eks. persona.

Derudover blev Frederik blev også sygemeldt, så vi kun var 3 tilbage i gruppen. Han havde dog næsten ikke været med undervejs i projektet.

Det har dog været lidt problematisk med brugertest på Dinas hjemmeside, da hun af flere omgange har lavet ændringer på den, og vi har ikke taget screenshots af den, så hendes nuværende hjemmeside stemmer ikke overens med det, som testpersonerne så i testen.

Sprint 4

Vi startede sprint 4 ud med pitch 2, hvor vi ikke havde meget at vise endnu, da vi endnu ikke var startet rigtigt på udviklingsfasen. Vi fortalte om vores målgruppe og research, og om hvilke metoder, vi ville bruge/har brugt, og hvad den videre plan var.

Nu skulle vi hurtigt i gang, så vi fik udarbejdet nogle hi-fi prototyper med noget design i Figma, som vi ville brugerteste så hurtigt som muligt. Vi valgte nogle farver og typografi baseret på research på målgruppen. Til testen fandt vi ud af, at der var for mange menupunkter i navbaren, at der var nogle ting, der skulle ændres, og at vi måske skulle lave hjemmesiden mere katalog-agtigt, da den lignede meget en webshop.

Vi ville gerne gøre hjemmesiden til et katalog, da målgruppen alligevel gerne ville ned fysisk i butikken og mærke på kunstværk, inden de køber det, og Dina Vejling har sagt, at hun ikke har mange salg om måneden på sin webshop. Derfor brugte jeg meget tid på at eksperimentere med nye designs, og vi snakkede om at fjerne muligheden for at købe derinde fra. I stedet for at produkterne var listet op på rækker og kun med oplysninger som navn og pris, så prøvede jeg at lave billederne store og inkludere beskrivelse om produktet og fjerne prisen. Jeg lavede forskellige designs, som man måske ville finde i et fysisk katalog eller magasin, men det var meget svært at lave noget, som passede til en hjemmeside. Efter meget tid og frustration måtte jeg også give op og gå tilbage et af de tidligere designs.

I mellemtiden var Vincent startet på koden, og han havde sat Vue-projektet op. Han begyndte at lave på footeren og forsiden. Vi var meget i tvivl, om vi skulle bruge Vue eller bare standard JavaScript, som vi kendte i forvejen, men vi følte ikke, at vi havde så mange metoder fra 3. Semester med, så vi følte os lidt nødsaget til at bruge det, og efter en snak med Marc, fik vi lidt mere mod på det, selvom det ville blive hårdt. Derudover ville vi også bruge SCSS.

Andreas havde også i mellemtiden fået lavet sit content næsten færdigt. Han havde været nede hos Dina flere gange og optage, og han tog til julelystænding, som var et arrangement, som Dina havde nævnt på sin hjemmeside. Derudover har han skrevet en masse på rapporten.

Sprint 5

Jeg lavede på designet indtil starten af sprint 5, hvor jeg så begyndte at kode på navbaren. Det sidste sprint gik mest af alt ud på at få kodet hjemmesiden, fordi vi var meget bagud. Andreas var langt med sit og var stort set færdigt, så igennem sprintet lavede han det samt rapport og opsatte rapporten i InDesign.

Det gik meget langsomt med at få kodet hjemmesiden, da det var en stejl læringskurve med Vue. Vi følte ikke, at vi fik udnyttet Vue og SCSS til det fuldeste, da vi stadig var nye til det, og vi følte ikke, at vi kunne nå at sætte os meget ind i det. Derfor kom vi til at skrive meget kode på samme måde, som vi er vant til det med HTML, CSS og JavaScript. Men vi gjorde brug af komponenter, som kunne genbruges på hjemmesiden, f.eks. navbar og footer. Vi prøvede også at bruge database, men vi nåede ikke at bruge det ligeså meget, som vi havde planlagt. Det tog lang tid at skrive kode, fordi vi skulle prøve at forstå de nye måder at gøre ting på. I SCSS gjorde vi f.eks. brug af variabler, så man eventuelt senere kunne ændre variablen ét sted, og at det ville ændre sig overalt. Vi måtte også prioritere, hvad vi kunne nå at kode, så der var flere sider, som vi ikke nåede at lave.

Da vi skulle prøve at hoste vores hjemmeside igennem Firebase, oplevede vi fejl, og det tog lang tid at fikse. Men det lykkedes ved hjælp af vejleder sent om aftenen.

Resultater

Link til hjemmesiden:

https://bit.ly/4pv18L3

Links til reels:

SoMe-opslag:

https://bit.ly/3KfpJEJ

Refleksion

Jeg synes, at det har været et interessant men også hårdt projektforløb, da det har strakt sig over hele semestret, og der har været andre projekter, undervisning, praktiksøgning og studiemakker på tværs undervejs. Selvfølgelig har det også været meningen, så vi lærer at jonglere med flere ting i luften på samme tid, men det har været tidspresset. Derudover har vi i gruppen været en mand mindre, så vi har skullet nå ekstra meget.

Det har dog også været spændende selv at skulle tage kontakt til en klient. Her har jeg været glad for, at det skulle gøres i en gruppe, da nogle af de andre har været bedre til snakke med dem, stille spørgsmål og få relevant information ud af dem. Samarbejdet med Dina Vejling har været fint. Vi har ikke haft sindssygt meget kontakt med hende andet end i starten, og så har Andreas snakket meget med hende i forhold til hans content. Jeg kunne måske godt have ønsket mig en anden klient og en bedre problemstilling, da jeg følte, at vi var meget på bar bund i starten, og vi manglede meget en retning. Her var Dina Vejlings problem måske ikke det vildeste eller det mest anderledes. Hun har også opdateret sin hjemmeside flere gange undervejs, hvilket gør det svært at sammenligne hendes gamle hjemmeside med nu og vores forbedringer, samt at vi ikke kan se, hvad testpersonerne så, da det er blevet ændret siden testen. Men ellers er projektet forløbet udmærket.

Brugen af Scrum i projektet har også været okay. Jeg føler godt, at vi kunne have gjort mere ud af det, selvom vi holdte daglige møder og opdaterede hinanden på problemer og udfordringer osv., og at vi havde sprints og et scrumboard med opgaver. Jeg følte, at det var meget svært at have overblik over, hvilke opgaver vi skulle udføre, når vi kun var i begyndelsen af projektet, da vi ikke vidste, hvad vi ville ende med at skulle lave. Derfor kom opgaverne på boardet løbende, hvilket gjorde, at sprint backlog og product backlog ikke blev brugt så meget. Det var heller ikke alle opgaver, som nåede at blive skrevet ind, og den estimerede tid på opgaverne var nogle gange meget langt fra, hvad det i virkeligheden tog, så det kunne man ikke regne med.

Jeg føler også, at jeg godt kunne bruge mere undervisning i kode, da det har været meget indviklet at lære de nye metoder og sprog. Jeg har været lidt opgivende og har været i tvivl, om jeg gerne vil arbejde med kode i fremtiden. Men samtidigt er det også fedt, når man så endelig forstår det og bare kan skrive kode uden at opsøge hjælp.